Julekalender d. 11 december 2015
Server en kop varm kakao eller julekaffe med småkage til koppen – spiselig pynt.
Der er ikke noget mere hyggeligt end at server en kop kaffe med en sød småkage på kanten af koppen til sine julegæster. Du kan lave småkagerne på forhånd så du har nogle stykker liggende i en kagedåse til hele julen. Jeg har brugt en alm. brunkage opskrift til småkagerne og pyntet dem med lidt glasur.
150 g blødt smør
375 g brun farin
2 æg
1 tsk bagepulver
1 tsk natron
2 tsk stødt kanel
1 tsk stødt ingefær
460 g hvedemel
Smør og farin røres godt sammen til blandingen bliver lys og cremet. Pisk æggene i et ad gangen. Tilsæt bagepulver, natron, kanel, ingefær og hvedemel. Dejen skal være glat og smidig. Lad den stå tildækket i køleskabet i ca. 1 time. Tag dejen ud på et meldrysset bord og rul den ud og brug udstikkere. Bag kagerne midt i ovnen i ca. 12 min. ved 175°.
Jeg har med en kniv skåret i småkagen inden de kom i ovnen så de kan sidde på kanten af en kop.
